Jambo: Fra afrikansk drøm til Danmarks bedste campingplads

 

I 1964 blev det første spadestik taget på en øde flække midt i skoven, tæt på Vesterhavet. Det skulle blive starten på et campingeventyr, der stadig blomstrer den dag i dag. Men drømmen og planerne startede et helt andet sted: på en farm i Tanzania.

Familien Matzen var forinden vendt hjem efter et mangeårigt ophold i Tanzania, hvor Bitter og Anders Matzen drev en farm hvor de dyrkede Pyretium planter, som efter forarbejdning blev omdannet til en olie som blev brugt i insektgifte.

De fik tre børn dernede og da skoletiden kom besluttede familien at vende hjem til Danmark. Her var camping så småt ved at vinde indpas som en populær ferieform for familierne inde fra byerne, og Anders Matzen satte sig for at finde det perfekte sted at etablere sin egen campingplads på. Landet blev finkæmmet og valget faldt på 23 tdr. land ved Saltum Strand. Hidtil havde jordet været beboet af tre får og en gal vædder, som terroriserede alt og alle i området.

 

 

Campingpladsen skulle have et navn –og det skulle være originalt. Valget faldt naturligt på det “Jambo!” familien havde brugt som hilsen igennem mange år. Jambo er nemlig swahili og betyder “Hej –velkommen!” En vigtig grundværdi fra starten var, at her skulle være et sted, som skilte sig ud og hvor alle skulle føle sig velkomne. Det gik slag i slag for familien Matzen og Jambo Vesterhav Camping. Pladsen blev hurtigt blandt Danmarks mest populære og børnefamilier fra Skandinavien og Tyskland besøgte flittigt pladsen. Allerede dengang blev der lagt stor vægt på aktiviteter, hvor børn er i centrum, og den innovative Anders Matzen byggede bl.a. som den første i Danmark et svømmebassin på en campingplads.

 

 

I 1990 markerede Jambo Vesterhav Camping sig igen ved at opføre Verdens største teltpløk –og blev optaget i Guinness Rekordbog. Den store teltpløk kan stadig ses på pladsen. Også den høje kvalitet var i fokus. I 1989 stiftede Jambo sammen med andre fremsynede campingpladser kæden TopCamp, som skulle være med til at højne standarden i dansk camping.

 

 

I 1996 solgte familien Matzen campingpladsen til en ny, entusiastisk familie: familien Egelund. Karsten Egelund havde fået campinglivet ind fra barnsben idet han er opvokset på forældrenes campingplads Egelunds Camping i Lønstrup. Sammen med hustruen Else drømte han om at få sin egen campingplads og valget faldt efter mange års søgen efter det rigtige sted på Jambo. Med Else og Karsten Egelund ved roret blev strategien lagt: man ville helt til tops. De påbegyndte en gennemgående ombygning af pladsen og satte med nye servicebygninger helt nye standarder for luksuscamping. I 1999 blev pladsen opgraderet fra 3 til 4 stjerner.

I 2004 fik Jambo udenlansk anerkendelse som været blandt de allerbedste, de den blev udnævnt til SuperPlatz af tyske ADAC. Denne titel er siden generhvervet hvert år. Pladsen blev af Campingrådet i 2009 opklassificeret til fem stjerner og samme år skiftede man navn fra Jambo Vesterhav Camping til Jambo Feriepark. I dag er alle bygninger skiftet ud med nye, luksuriøse anlæg –alligevel er ånden fra den spæde start bevaret: at have et sted, der skiller sig ud og hvor man føler sig velkommen. I 2008 indviedes Europas største minigolfbane –i afrikansk savannestil. Alle vejnavne på pladsen er også afrikanske dyrenavne og man har bevaret de karakteristiske vejskilte med figurer af afrikanske savannedyr. I 2009 blev Jambo Feriepark af Campingrådet kåret til Danmarks bedste campingplads. Faktisk var vurderingen af pladsens kvalitet så høj, at man sprængte pointskalaen. Lige siden er pladsen hvert år kåret til Danmarks bedste. Pladsen drives i dag af Else og Karsten Egelund sammen med deres datter, Christina.

 

 

Til sæsonen 2011 indtrådte Jambo i den europæiske kæde af luksuscampingpladser, Leading Campings of Europe og har samtidig valgt at forlade den danske TopCamp kæde. Ånden om at skille sig ud og inspirationen fra Afrika hviler stadig over stedet. Mon ikke også de vil være at finde i fremtidens udvikling..?